Gitte Jørgensen

Kærligheden er din dybeste kilde til din indre styrke

Gitte

At sige JA til at sige JA

by Leave a Comment

Efter godt 20 år i en branche hvor omstillingsparathed og åbenhed er grundlæggende faktorer for at kunne hengive sig til den læring dette felt tilbyder, er jeg for længst trådt ud af mine barnesko, men først nu har jeg en oplevelse af at have ”bestået”.

De snart 20 år har været en konstant opadgående læringskurve. Både i det praktiske ”hands on” arbejde, de teoretiske baggrunde, men bestemt også på det personlige plan. Og det sidste har vist sig at være derigennem, hvor jeg har kunnet nå til det sted i mig selv, hvorfra jeg har kunnet sige JA til at sige JA.

Jeg kan ikke fortælle dig hvornår det kommer i et sådant forløb. Hvornår det opstår for dig. Jeg kan blot sige, at min vej har indeholdt afdækning og afsøgning i de mest kringlede kroge af mit menneskelige sind. Godt hjulpet af alle de, der så velvilligt har budt mig indenfor i deres egne personlige kroge gennem sessioner og personlige møder. Herigennem har jeg kontinuerligt kunnet udvide min forståelse for sammenhænge mellem det fysiske, energetiske og sjælelige. Min sti at vandre. 

Jeg er ikke færdig med at vokse som menneske og behandler. Spørgsmålet er om det nogensinde stopper. Det håber jeg  ikke. Men derfra hvor jeg vokser nu er et mere rummeligt favnende sted, hvor smerten gerne må være. Nøjagtig lige så meget som glæden må. Hvor usikkerheden gerne må være – stolt stående ved siden af sikkerheden. For det er et grundvilkår, at vi til tider står mere sikkert i livet end til andre tider. At vi veksler mellem alle de følelser vi indeholder. Men vi behøver ikke blive dem, blot acceptere dem. Undersøge dem. Være nysgerrig. Finde ud af hvad de gerne vil fortælle.

Det er også det sted hvorfra jeg ved, at hvad der er sandhed lige nu måske ikke er sandhed om et øjeblik. Det sted hvorfra jeg forstår det ansvar, der følger med i mødet med et andet menneske, når vi bevæger os i dette felt, hvori der ikke findes en facitliste, om end det ville være skønt, hvis en sådan fandtes.

Det er også det sted hvorfra jeg for længst har erkendt, at jeg ikke har din sandhed – kun min egen. Og den er i evig bevægelse jo mere jeg glider med i det flow, hvori jeg er forbundet med denne. Det er fra det sted, hvor jeg tilbyder at støtte dig i at finde din egen vej, din egen healing. Og nysgerrigt spørgende udforske din sandhed sammen med dig.

Gennem årene har jeg mødt et utal af tilgange til denne spændende, til tider udfordrende, verden. Alt sammen ligger trygt og godt i min rygsæk som en erfaringsdatabase af værdifulde byggesten for det fundament, jeg står på i dag. Og i øvrigt har stået på meget længe og mærker en dyb taknemlighed for.

Det er også herigennem, jeg hører de stemmer og følger de intuitive input, der leder mig i den retning, jeg skal.

Opdagelsen af at jeg manglede at sige JA til at sige JA kom lige så meget bag på mig, som det at det var nødvendigt.

På vores rejse gennem livet siger vi Ja og Nej til mangt og meget. Men i dette specifikke felt hvori jeg siger JA til mit kald, til min sti, til min spirituelle og medmenneskelige opgave vil et JA ikke kunne siges til noget, hvor vores meget menneskelige udvikling ikke helt og aldeles er med. Vi kan tro, vi gør det, vi kan ønske dybt at gøre det  – men da vi støttes af energetiske felter og læremestrer, der heldigvis ikke giver os mere, end vi kan klare – så kan vi ikke skyde genvej. Til det mål, vi måske øjner i det fjerne, men endnu ikke er klar til at favne.  Tålmodigheden eksisterer for os – hvis ikke i os. Og da selve vejen faktisk er målet – er der mange skridt at vandre på rejsen.

Du ved præcist hvornår dit JA til at sige JA er der. Du VED det. Andre kan ikke bekræfte det for dig – det skal, og vil, komme inde fra dig selv. Hvis det mangler. Og det ved du måske ikke, før du står overfor valget.

Og mig – jeg er ret sikker på, at da den dør nu er åbnet, vælter det ind med andre JA’er der skal siges. Når tid er. For en ting ved jeg nu. At der kontinuerligt viser sig nye valg, der skal tages stilling til. Nye JA’er, der skal siges. Der skal komme det rette sted fra. Eller NEJ hvis det er det, der skal til. 

I kærlighed til dig og dine Ja’er 😉

Gitte

Balancen findes – i Grønland ;-)

by Leave a Comment

Pludselig i går morges var jeg på Grønland igen. Hele mit energifelt lagde sig ud over Grønland – eller Grønland  foldede sig ud i hele mit energifelt. Uanset – så var det en meget intens oplevelse og taknemligheden ramte mig dybt i hjertet. Det gik op for mig, at jeg endelig var kommet hjem igen. 1,5 mdr. efter jeg landede i Kbh.  Lidt lang hjemtur måske?  😉

Men det åbnede også for, at jeg endelig kan begynde at stykke oplevelserne sammen. For det kan godt være, at jeg kun var deroppe i 5 dage – men det var 5 meget intense dage.  

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg været trukket mod Grønland. Sådan et indre træk, der tager bolig i én og bare venter på at blive indfriet. I de sidste mange år, med en tilhørende fornemmelse af, at noget oprindeligt ventede på mig. Så det er faktisk også lidt underligt, at trækket er indfriet – og ikke længere fylder i mig. Sådan lidt tomt. Som et hulrum, der er ved at blive fyldt op igen.

Da jeg bestilte rejsen, tog jeg en beslutning. Jeg ville forsøge at lægge alle forventninger væk og bare ”go with the flow”. Og alle der har prøvet det, ved hvor udfordrende det kan være.

Men det lykkedes – sådan nogenlunde da. For jeg havde fundet en bog frem – ”Kvinden i shamanens krop” til rejsen. Mine forventninger var vist alligevel lidt i spil….. Sådan – shamanen i mig – urkraft osv.

Men der skete selvfølgelig det, der skulle ske. Jeg glemte den. Så da jeg overnattede hos en veninde aftenen før, faldt en bog nærmest ud i hånden på mig. ”At vågne op i Drømmen” af Leo Harting. Om nondual bevidsthed, om at opgive sin søgen og forstå at alt hvad vi søger, er her allerede. Og den skulle vise sig, at være lige præcis den rigtige bog!

Det er ingen hemmelighed, at jeg havde ondt i maven inden rejsen, men den var blandet med forventning. Så da jeg endelig landede i Søndre Strømfjord, Kangerlussuaq, og trådte ud af flyet, var jeg bare GLAD. Flyvningen ind over Grønland have været vildt smuk, og alle mine sanser var åbne. Samtidig forbandt min sjæl sig til energien på stedet, og jeg havde ikke været der længe, før jeg kunne mærke noget var ”løftet af mine skuldre”. Det er tit sådan, at når jeg er de steder, hvor jeg ved min sjæl er kaldet til – hvor jeg ved, at der er opgaver jeg har sagt ja til at løse, inden jeg landede her i denne inkarnation, så ved jeg sjældent hvad der foregår, imens det sker. Mit mentale felt er simpelthen for dominerende og vil vide det hele. Med det resultat – at jeg ikke ved en dyt ;-)Men får dog lov til at ”se” det bagefter. Denne gang blot med en viden om, at jeg har båret en ”energi” – en ”nøgle”, der har skullet afleveres ved min fysiske tilstedeværelse i landet. Og det er den blevet. Vi er mange med sådanne opgaver og den del af min, der lige hører det her til, er nu afleveret, og det føles godt.

Kigger man på byen, Kangerlussuaq – så er den egentlig sådan lidt trøstesløs og grå. Den er bygget omkring lufthavnen, det vælter ikke med de her karakteristiske røde huse, man altid ser på reklamer for Grønland, og der er ikke leflet for turisterne. Der er ingen boardwalk med cafeer og små udskænkningssteder. Der er måske nok nogle få turistkiosker og en lille grillbar. Men de forstyrrer ikke, de råber ikke højt.  Og det var denne fornemmelse af at træde ind i en enkelthed, hvor alle de forstyrrende elementer var skraldet væk og den rene luft og udsigten til fjeldene fik lov til at være fremtrædende, der føltes som en ren lise for sjælen. Det var pludselig meget lettere at trække vejret i den rene luft.

Den første dag var jeg med på en guidet tur i området, og jeg var som et barn juleaften. For hvert hoppende sving vi tog i bussen – var det som at åbne en ny gave, og jeg sugede til mig. I øvrigt endnu et tegn på at du er måske nok turist her – men tag det som vi byder. Man køres rundt i gamle amerikanske skolebusser på meget hullede grusveje. Lidt hård for popo’en, men med til at gøre oplevelsen vældig autentisk.

Da jeg endelig lå i min seng, var jeg lysvågen. På den gode lykkelige måde. Bogen fik jeg fundet frem – og så skete noget forunderligt. Bogen lefler bestemt heller ikke for sin læser, men er meget klar, skarp og humoristisk omkring de ”fælder” vi falder i, når vi søger meningen med livet, og jeg lå der i min seng og kom til at grine. Grine af mig selv, grine af alle de fantastiske historier vi hele tiden skaber i vores liv. Dem der leder os væk fra os selv – og dem der leder os væk fra andre, men som får så meget af vores energi og kraft – at vi tror, de er sande.

Midt i de her selverkendelser dukkede Den Leende Buddha op, og han blev med mig på hele turen. Her havde jeg gået og troet, at jeg ville blive mødt af gamle shamanistiske rødder – og så er det den Den Leende Buddha, der stod foran mig. Og det måtte jeg grine af. Jeg ønsker virkelig for dig, der læser det her, at du kan høre eller mærke hans latter. Den er så smittende, og på en gang så hjertelig og uhøjtidelig, at vibrationen griber fat i en egen lattermuskel – og man kan ikke undgå at blive grebet af glæden.

”Han” var typisk nærværende, når jeg havde de her indre erkendelser og forståelser, der langsomt foldede sig ud hen over dagene. Erkendelser om de historier, der har formet mig i mit liv, og som stod tydeligt frem. De næste dage der fulgte, var en blanding af intense naturoplevelser. Uanset hvor langt øjet rakte, var der ingen forstyrrelser, og det blev det, der gav en dybere betydning.

For naturen står i sin råhed, sin enkelthed og sin mægtighed uden noget overflødigt, og tilbyder sin gæst den samme mulighed. Jeg takkede ja – og fik i dagene et energetisk brusebad, så alt overflødigt blev løsnet i mig, og jeg oplevede at være nærværende i mit eget skinnende lys. En stærk, intens og smuk oplevelse.

Og Den Leende Buddha lo igen 😉

Den sidste dag gik turen til indlandsisen. Jeg sov ikke meget deroppe, havde ikke brug for det. Jeg ved det hjælper mig til at være åben og modtagelig. For da jeg betræder indlandsisen, bliver jeg hilst velkommen af Andromeda med en genkendelse, der var meget nærværende. Andromeda er både en galakse, men også et bevidsthedsfelt, der ankres på jorden gennem portalåbninger. Jeg arbejder ikke dagligt og bevidst med feltet, det er der andre, der gør. Men jeg står til rådighed som et fysisk anker, så jeg ”kan bruges”, når jeg befinder mig på steder, hvor der skal ankres op til. Således også da jeg var i Canada sidste år. Men det er en anden historie.

Så ud over den meget storslåede oplevelse på indlandsisen, så havde jeg nu både Den Leende Buddha og Andromeda nærværende. Can a girl aks for more???  Jeg spørg’ bare.

Det kunne hun åbenbart. For da jeg vendte alt mit nærvær ind i nuet – hørte jeg pludselig jordens puls. Ikke som små blide pulserende slag, men som store larmende rytmiske trommeslag. Vildt!!

Men dagen oprandt – turen gik hjem, og jeg var klar. Mit arbejde var gjort, både det indre og det ydre, men alligevel ønskede jeg en forståelse af hvad, der præcist var sket.

Jeg har i mange år troet, at jeg skulle derop for at møde urkraften – for det må jo være det oprindelige, men turen havde foldet sig ud helt anderledes. Urkraft har jeg arbejdet med gennem lang tid. Så det går op for mig, at det er balancen, der er det oprindelige i os, og det var lige præcis den tilstand jeg var landet i. Balancen.

Brikkerne faldt på plads. Balancen er det sted, hvor alt er. Og hvor intet er. Det er det sted hvor lys og mørke, varme og kulde, urkraft og englekraft, moder jord og kosmos, det feminine og maskuline, det stille og det larmende, mennesket og naturen osv osv mødes i en naturlig samhørig tilstand i os. I balancepunktet. Vi har det energetisk, vi er bare kommet væk fra det for længe siden, og nu stod jeg midt i det. Så hvordan vi hele tiden bruger vores mentale felt, vores følelsesfelt og vores temperament til at skabe historier, så vi er uden den kontakt. Den naturlige kontakt til alt det som er.

Kan du huske yoyoerne fra du var barn? Hvordan den svingede op og ned, ud og ind, i øst og vest og nord og syd. Forstil dig at hånden, der svinger yoyoen er balancen, og selve yoyoen er alt det, der udgør os. Når vi er i fuld balance, så ligger yoyoen trygt i hånden, men som regel så svinger den et eller andet sted hen. Det kan være vi arbejder med vores feminine kraft, og yoyoen ruller i den retning. Den kan ligefrem stivne derude i sin egen historie, og skabe ubalance indtil vi finder ind til historiens kerne. Så er vi lige landet i roen, og den maskuline kraft trækker os i den modsatte retning, men så kan vi gøre brug af forståelsen fra vores feminine historier, og finder måske ind i hånden igen noget hurtigere. Eller vi er fanget i vores materielle hurtige dagligdag og har fuldstændig glemt, at vi har en naturlig sammenklang med alt som er, og sådan bliver det ved og ved og ved. Historierne pejler sig op, og til sidst er vi fyldt så meget op, at snoren til yoyoen har slået knuder på sig selv. Så står vi der og søger efter ”et eller andet”, og kigger ud af og ud af – og har fuldstændig glemt, at balancen er jo lige der. Inde i os selv.

Så balancen er alt – og derinde i roen – intet. Fordi der er så stille, det er opløst og kun skaberkraften står tilbage.

Tilbage i Danmark landede jeg med denne indre følelse af balance, af skaberkraftens kærlighed. Den blev hos mig. Nogle dage. OG SÅ startede udrensningen!!

For i det energetiske brusebad, der skyllede igennem mit system i Grønland, var der selvfølgelig gamle, glemte og oversete historier, der kom op til overfladen og yoyoen kom på overarbejde.

Men jeg har (gen)fundet mit balancepunkt. Jeg ved hvor det er, så da jeg i går pludselig energetisk var i Grønland igen, kunne jeg mærke hvordan mit hjerte åbnede sig.

Det er oplagt at tænke, at Grønlænderne burde gå rundt og være et fuldstændigt balanceret folkefærd. Men de har deres historier. Både individuelt, men også kollektivt. Nøjagtig som andre steder i verden. Vi har det bevidsthedsniveau nu, hvor vi for alvor kan folde denne balance ud. Men forud forestår en oprydningsperiode af historierne, vi har gjort sande. En vækkelse af forståelsen for altings samhørighed. Og det er i fuld gang. Der er heldigvis mange tilstede i Grønland, og andre steder i verden, der har den forståelse og arbejder for sagen, og der bliver til stadighed flere til at brede denne forståelse ud. For den er ventet.

Hvorfor skulle jeg helt derop for at lande i den forståelse? Dels fordi den ”nøgle” jeg har båret, er uden for tid og sted, og er en brik i det puslespil, der samles for at balancevibrationen bredes ud i det samlede kollektive felt. Forståelsen for altings sammenhæng. (Oprindelsen af den har sin helt egen historie.) Andre bærer andre af de brikker. Samlet har det en helende effekt, der vil nå langt omkring. Dels fordi jeg skal give det videre. Hvordan – det folder sig ud. 

Så tak fordi du læste med her til.

I kærlighed

Gitte

Når Nordstjernen lyser

by 2 Comments

Lige om lidt går et af mine største ønsker i opfyldelse.  Jeg skal til Grønland.  Alene!

Ønsket om at betræde den Grønlandske jord har jeg haft i mange år – og nærmere historie følger nok på et tidspunkt om lige dette specifikke kald.

Men hen over sommeren her blev det indvendige pres og kald så stort, at det ikke længere kunne ignoreres. Jeg må derop. I første omgang med en fornemmelse af, at denne rejse er ”min” – at den er personlig, og derfor er det også meget få mennesker, der har vidst at turen er foranstående. Det har været nærmest helligt for mig – endelig at indfri dette kald. Og det har skullet lagres i mig. At der på én og samme tid er en personlig Hellighed at værne om, men samtidig også et kald, der har med Tjeneste at gøre.  En Tjeneste, der er udenom min person, men som jeg på et tidspunkt har sagt JA til for længe længe siden. Inden jeg trådte ind i denne inkarnation.

Men noget skete.

Nordstjernen lyste op og viste sig for mig.

Midt under en gåtur og en samtale med en kær veninde og kollega. 

Jeg fik vist, at i det nordligste Grønland, helt deroppe hvor kun meget få mennesker har været, har Nordstjernen ankret et jordisk lys, hvorfra den skinner til enhver, der ønsker at række ud.

Nordstjernen er bringer af maskulinitet i sin reneste og sandeste form og kraft.

Kollektivt arbejdes der rundet om i verden med den feminine kraft.  I alle dens afskygninger. I mange sammenhænge og på mange måder. Og det er i høj grad også velkomment. Tiden er heldigvis moden. Vi er klar. Måske fordi jeg er kvinde, er det også det, der lyser op, når jeg kigger mig omkring, men jeg lyver vist næppe, hvis jeg påstår, at der er en tendens til at overse vigtigheden af arbejdet med den maskuline kraft og styrke. Den sande maskuline kraft og styrke. Den der står i balance med den feminine kraft. Ikke over – ikke under, men balanceret ved siden af. Med sin egen identitet.

Nordstjernens anker i det nordligste Grønland repræsenterer denne maskuline halvdel til sit kvindelige modstykke.

Jeg er jo så heldig, at jeg aldrig har studeret astrologi, og derfor kan sætte mig helt ud over hvad der gennem tiden måtte være skrevet om Nordstjernen og dens spirituelle og symbolske betydning. Jeg kan kun forholde mig til det, den fortæller og viser mig lige nu.

Og der er en betydning i, at den dukker op nu. Denne smukke Nordstjerne. Helt har jeg ikke forstået hvorfor endnu – og måske kommer jeg ikke til det.  I forhold til Grønland, så arbejdes der på mange måder med at løsne Grønland for de menneskelige problematikker, de nu engang er udfordret med. Historie om en adfærd, der gennem tiden er lagret i det kollektive felt og derfor tager tid at løsne. At Nordstjernen ankrer sit lys deroppe, har både noget at gøre med, at det er ”nemt” at gøre det stort. Jo større områder uden menneskeskabte forstyrrelser – jo større og mere koncentreret energiankring kan ske naturligt. Samtidig ligger denne sande maskulinitet og dens udtryk, lettere tilgængelig for alle at række ud efter. Også Grønlænderne. Næsten som en dyne, der lægger sig så lunt omkring en, at man næsten ikke kan undgå at blive tiltrukket af den, og ønske at beholde den, at blive favnet af den.

For os alle gælder det, at vi kan række ud efter Nordstjernens lys. For os kvinder som en hjælp til at balancere vores feminine kraft – for mændene som hjælp til at balancere deres maskulinitet.

Jeg er ret sikker på, at jeg vil blive begavet med flere oplysninger omkring ovenstående, har det et formål ud over min personlige nysgerrighed 🙂 Ligesom jeg også er ret sikker på, at der går en person rundt, der sætter ”pløkken” for rodfæstelsen af Nordstjernen i det Grønlandske kollektive felt. Ikke mig, ikke en jeg kender, men en mand med tilknytning til landet.  Han er “set”.

Det skal blive spændende.

Og spændt er jeg også på, hvad min rejse byder. Men belært af erfaring, læner jeg mig ind i oplevelsen og lader forventningerne glide væk, så skønheden i naturens storhed får lov at udfolde sig for mig.

Jeg kan næsten ikke vente….

Hvem er du?

by 2 Comments

Mit navn er Gitte Jørgensen

og jeg er Shaman, Kunstnerisk væsen og Kvinde

 

Det eneste, der mangler, er et nyt eksotisk navn!

Hvorfor skal jeg have en titel? Kan jeg ikke bare nøjes med mit navn? Spørger den lille i mig.

Nej – siger den store. For tiden er kommet til at du vedkender dig din kraft og din styrke.

Og den store hvisker i mit øre – Og du ved jo godt selv, du prøver at slippe udenom, så det her er for din egen skyld.

Jaja……

Okay så…

Påsken har altid varslet forandring. Korsfæstelse, død og genopstandelse har en kraft over sig, vi ofte møder i vores liv. Vi gennemlever en prøvelse, giver slip på den og går videre klogere, mere vise og klar til atter at indtage verden en erfaring rigere.

Der er bare det med selve påskedagene. Påsken fejres rigtig mange steder på jord, af rigtig mange mennesker. Og det er sket i rigtig mange år. (Fakta: Påsken var faktisk den første kristne fejring.)

Men når så mange – over så mange år, har lagt fokus på en bestemt begivenhed, så skaber det en energetisk vibration i det kollektive felt. Hvis vi ønsker det, kan vi læne os ind i den vibration og komme ud af påskedagene mere kloge på det, vi ønsker at blive klogere på. Har bedt om indsigt omkring. Eller blot har overgivet det til vibrationen, at den må vise det i dig, der er klar til at blive vist.

Som jeg ofte har spurgt efter en påske.

Havde jeg virkelig brug for den læring??

Jep!

Denne påske ingen undtagelse!

Prøvelsen er irrelevant for andre end mig selv, men læringen har været meget tydelig.

Men hvad har det med min titel at gøre? Hvorfor har det lige en betydning, hvilken identitet vi kobler os til?  Prøv at spørge dig selv? For der er netop en enorm identitet i de ord, vi bruger til at beskrive os selv med. Ja – vi vil gerne bruge det til at fortæller verden hvad vi laver, og hvem vi er.  Men vi fortæller os selv det samme. Læner os ind i en titel og tillægger ordene en betydning.  Vi sidder til en fest med nye mennesker- og uundgåeligt kommer spørgsmålet: Hvad laver du så?

Spørgsmålet er hvordan vi behandler vores egen titel. For alle ord indeholder vibrationer – lige som navne gør. Bare spørg en numerolog.  De bruger navne til at skabe en vibration, der kan bringe ændring for den pågældende. (Og PS: Bliv ikke overrasket, hvis jeg en dag skifter navn 😉  )

Så da jeg gennem nogle meget interessante syn i påskedagene, blev stillet overfor den kendsgerning, at jeg  er nød til at favne min kraft fuldt og helt, hvis jeg skal kunne folde den ud fuldt og helt, ja – så må jeg også stå ved det, og gøre brug af den vibration der følger med, at stå ved hvem jeg er.

Shaman!  Jeg spurgte den store i mig, den der del, der ved bedre en den lille del i mig. Kan jeg ikke kalde mig kærlighedshaman, provinsshaman eller ny tids shaman eller sådan noget? Og svaret kom promte – NEJ! Du ER shaman.  Punktum!

Jeg har levet mange liv som shaman i forskellige kulturer, og i takt med, at jeg er gået healerens vej, er det blevet tydeligere og tydeligere. Oplevelserne har været mangfoldige gennem de sidste snart 20 år. Der åbnes ind til gammel viden i mig. Der åbnes for netværk i den åndelige verden. Guider træder tydeligere frem. Naturen underviser mig. Healinger, der hører de traditionelle shamanistiske metoder til, vises mig i en opdateret version, til øjeblikkelig brug. Mennesker og dyr jeg møder på min vej, er mine undervisere. Men jeg er til tider svær at nå. De gange jeg står sådan lidt bag døren.

En af årsagerne til at jeg vægrer mig ved at kalde mig selv shaman, er min respekt for titlen. Men ser jeg tilbage på min vej, så har jeg gået shamanens vej. Og jeg ved udmærket godt, hvordan ord åbner døre. Mennesker, der kommer til mig, gør det konstant, når jeg skal vises vej ind i deres smerte –eller hvad årsagen nu engang er til, at de sidder overfor mig. Så selvfølgelig vil det, at tage titlen til mig og slet og ret kalde mig shaman, åbne døren endnu mere for at den læring, visdom og  erindring, der til stadighed foldes ud, får langt nemmere ved at finde ”hjem”.

Kunstnerisk væsen: Jeg spurgte igen den store. Er jeg så ikke bare kunstner?

Nej! – var svaret. Mærk vibrationen i ordene! – Det gjorde jeg så. Og smilet bredte sig. For i de ord ligger en legende tilgang, jeg har brug for i min kreative udfoldelse.

Mine udtryk er mange. Skrift, maleri og naturens materialer er de 3 udgange min kreativitet udfoldes igennem.  Og jeg er ret god til det. Men det er også klart for mig, at jeg skal bevare den legende tilgang, for derigennem oplever jeg at give slip, så lyset og noget, der er højere end lille mig, kan slippe igennem og til tider være med til at skabe et udtryk, jeg ikke kunne ha’ ramt selv. Jeg elsker de øjeblikke. Jeg tager gerne de mange frustrationer med. De gange hvor jeg prøver at styre ordene og farverne hen imod noget bestemt, for at de så blot bliver kedelige og uskarpe og til tider mærkes til at give mig fingeren. Bogstaveligt talt. Når jeg arbejder med naturens materialer, sker noget helt tredje. Jeg kommer tilstede i nuet og lader materialerne tale for sig selv. Det er fuldstændig fantastisk – og jeg ønsker for enhver, at de har deres eget sted, kreativt eller ej – men hvor denne tilstand opstår.  Jeg kan kun sige – Kreativiteten sparker røv i min personlige udvikling – ganske enkelt.

Kvinde! Øh –ja – kig på mig.  Jeg er jo en kvinde. Sagde jeg til den store. Mærk ordet, mærk vibrationen, var svaret! Igen måtte jeg sande at ordets vibration indeholdt nogle dybder og lag, der var mere interessante end jeg først lige havde tænkt. Er du kvinde derude, og læser dette, så prøv at sige det højt. Jeg er kvinde!  Gentag det gerne flere gange. Indtil du mærker ordets energi.  Der er en sanselighed, vildskab og sensualitet i ordet, der bringer den kvindelige kraft – din styrke – din kvindelige urkraft – op til overfladen. Og meget meget mere.  (Fakta: Den ældste grav fundet med en shaman, var en kvindelig shaman)

Indtil du mærker, anerkender og integrerer din fulde kraft, skal du bære vibrationerne gennem disse titler som dit ”visitkort”. Den store talte igen.

Jeg er mærket – som kvinde. Bring it on 😉

Mit mentale felt blandede sig gevaldigt igen, da det 3. ord dukkede op. Jeg kan jo også kalde mig kærlighedskriger? Men den store løftede sin pegefinger. Du ER kærlighed og du lever kærlighed. Du er menneske og lever et liv i læring. Du begår det som et menneske kalder ”fejl”. Men kærlighedens lys skinner i dig, hvorfor du på denne nye læringsvej ikke har brug for at bruge dette ord!

Godt så!

Men trods alt smukke ord.

Jeg er ganske klar over, at disse titler er bevægelige.  I takt med at vibrationerne lejres i mig, og jeg tager dem til mig – fuldt og helt – vil de stå. Noget vil måske skiftes ud. Noget måske tilføjes. På et tidspunkt er der sikkert ikke brug for ord. Kun tiden vil vise, hvad det bliver.

Godt der er et år til det er påske igen!

Er vi ved at miste vores personlige integritet?

by Leave a Comment

 

Vi har gennem de sidste par år kunnet følge en præsidentkampagne i USA, der blev mere og mere beskidt. Fokus fra deres politik forsvandt total i kapløbet om at kunne finde de mest fornedrende og usympatiske træk, ord, handlinger osv. som modparten menes at være, stå for, have gjort osv.  Så dele det med verden – og helst også på de helt rigtige tidpunkter.

Det har været tå-krummende pinligt at være vidne til. 

Men allermest har det været sørgeligt.  For er det virkelig hvad 2 mennesker, der har haft hele verdens fulde bevågenhed har kunnet finde på at bruge de dyrbare muligheder til?

Tja – ja!

Fra vores ferie i Canada sidste år, hvor vi mødte en del amerikanere – og fra min tur i USA, hvor jeg var på valgdagen, overraskede det på ingen måde, hvordan resultatet blev. For begge gange stod det klart, at amerikanerne ønsker forandring. Og den må de siges at have fået. Vi følger med på sidelinjen, som var det en anden sitcom, der dagligt byder på et nyt afsnit, og man er ganske enkelt nød til at se med.  Man kan blive helt afhængig. ”Days of our lives”*  – har fået en konkurrent.  Men også fordi det har en påvirkning, der går langt ud over den amerikanske grænse. Hvis ikke – var det næppe så interessant, og man kunne jo bare lade dem sejle deres egen sø.

Men i alt det her er der noget andet, der er i spil. Vores værdighed.  Vores integritet. En del af den frie verdens privilegier, er retten til at ytre vores mening. Safe and sound. Og det gøres der i stor stil – og der kastes mudder i stor stil. Det er tankevækkende at læse sig til at amerikanerne er delt i 2 lejre, der er så langt fra hinanden, at man kan undre sig over om der skrives et manuskript lige nu som oplæg til endnu en fjernsynsserie a la Nord & Syd. Til visning engang ude i fremtiden.

Mon USA – og ikke kun Trump – viser os vores allesammens skyggesider?                                          

Vi havde 2 præsidentkandidater, der i deres retorik fremstod som de værste bøller. Som rollemodeller har de været med til at legalisere mobning og trash talking i en grad – i hvert fald jeg – ikke har set tidligere . At legalisere at sådan noget som f.eks. respekt, værdighed og ydmyghed ikke giver en plads på toppen. Fight for your right – and do it dirty…  kunne være et slogan. Og det skal lige bemærkes – vi er på alle planer ved at være godt med herhjemme i vores valgkampagner.

Inde i mig renses der ud lige nu. Er der noget, jeg ikke har fået ordentlig kigget på kommer det op til overfladen. Og jeg står der som Gitte 4 år og tænker – hvad pokker sker der? Desværre med en til tider 4 årigs temperament og udbrud. Dog træder den voksne mig heldigvis ind og sørger for en sund timeout inden det går helt galt 😉

Jeg oplever det samme i de sessioner, jeg har med folk. Med de mennesker, der er omkring mig. De renser virkelig ud i dybden. Alt kommer op til overfladen. Så tør vi kigge ordentlig efter – så får vi også lov til at se vores egne skyggesider. For alt hvad der er i verden, er også i mig. Det der er i dig – er også i mig.

Så kigger jeg over Atlanten med de øjne, så må jeg sige, at de giver os en mulighed for at kigge indad. Ikke kun Trump, men de 2 lejre. Og jeg kan blive helt taknemlig! Sådan på det personlige plan.  For jeg får virkelig muligheden for at spørge mig selv – er jeg altid ren i mit udtryk? I mine motiver? I min gøren – i min laden? Sikkert ikke – men jeg kan bestræbe mig på at gøre mit allerbedste. Til hver en tid – over for hvert et menneske jeg møder på min vej. For jeg har det frie valg.

Du har det frie valg.

Dybest set tror jeg på – eller måske håber jeg bare – at det vi er vidne til lige nu er nødvendigt, for at vi lander det sted, hvor vi forstår, at vi er nød til at stå sammen. At vi er ét. At det (desværre) køres så langt ud, at det er den eneste vej tilbage. At stå sammen.

At vi vælger den kærlige respekt. Og heldigvis stadig ytrer vores meninger, men kan gøre det uden at miste vores integritet og værdighed. At vi vender ryggen til det ukærlige. Ikke fordi vi ikke anerkender at det er der, men fordi vi vælger ikke at være en del af det.

At vi forstår den dybe betydning af ordene:

Jeg er dig – og du er mig

 

* Amerikansk serie, der har kørt dagligt i USA siden 1965.