Hvem er du?

Mit navn er Gitte Jørgensen

og jeg er Shaman, Kunstnerisk væsen og Kvinde

 

Det eneste, der mangler, er et nyt eksotisk navn!

Hvorfor skal jeg have en titel? Kan jeg ikke bare nøjes med mit navn? Spørger den lille i mig.

Nej – siger den store. For tiden er kommet til at du vedkender dig din kraft og din styrke.

Og den store hvisker i mit øre – Og du ved jo godt selv, du prøver at slippe udenom, så det her er for din egen skyld.

Jaja……

Okay så…

Påsken har altid varslet forandring. Korsfæstelse, død og genopstandelse har en kraft over sig, vi ofte møder i vores liv. Vi gennemlever en prøvelse, giver slip på den og går videre klogere, mere vise og klar til atter at indtage verden en erfaring rigere.

Der er bare det med selve påskedagene. Påsken fejres rigtig mange steder på jord, af rigtig mange mennesker. Og det er sket i rigtig mange år. (Fakta: Påsken var faktisk den første kristne fejring.)

Men når så mange – over så mange år, har lagt fokus på en bestemt begivenhed, så skaber det en energetisk vibration i det kollektive felt. Hvis vi ønsker det, kan vi læne os ind i den vibration og komme ud af påskedagene mere kloge på det, vi ønsker at blive klogere på. Har bedt om indsigt omkring. Eller blot har overgivet det til vibrationen, at den må vise det i dig, der er klar til at blive vist.

Som jeg ofte har spurgt efter en påske.

Havde jeg virkelig brug for den læring??

Jep!

Denne påske ingen undtagelse!

Prøvelsen er irrelevant for andre end mig selv, men læringen har været meget tydelig.

Men hvad har det med min titel at gøre? Hvorfor har det lige en betydning, hvilken identitet vi kobler os til?  Prøv at spørge dig selv? For der er netop en enorm identitet i de ord, vi bruger til at beskrive os selv med. Ja – vi vil gerne bruge det til at fortæller verden hvad vi laver, og hvem vi er.  Men vi fortæller os selv det samme. Læner os ind i en titel og tillægger ordene en betydning.  Vi sidder til en fest med nye mennesker- og uundgåeligt kommer spørgsmålet: Hvad laver du så?

Spørgsmålet er hvordan vi behandler vores egen titel. For alle ord indeholder vibrationer – lige som navne gør. Bare spørg en numerolog.  De bruger navne til at skabe en vibration, der kan bringe ændring for den pågældende. (Og PS: Bliv ikke overrasket, hvis jeg en dag skifter navn 😉  )

Så da jeg gennem nogle meget interessante syn i påskedagene, blev stillet overfor den kendsgerning, at jeg  er nød til at favne min kraft fuldt og helt, hvis jeg skal kunne folde den ud fuldt og helt, ja – så må jeg også stå ved det, og gøre brug af den vibration der følger med, at stå ved hvem jeg er.

Shaman!  Jeg spurgte den store i mig, den der del, der ved bedre en den lille del i mig. Kan jeg ikke kalde mig kærlighedshaman, provinsshaman eller ny tids shaman eller sådan noget? Og svaret kom promte – NEJ! Du ER shaman.  Punktum!

Jeg har levet mange liv som shaman i forskellige kulturer, og i takt med, at jeg er gået healerens vej, er det blevet tydeligere og tydeligere. Oplevelserne har været mangfoldige gennem de sidste snart 20 år. Der åbnes ind til gammel viden i mig. Der åbnes for netværk i den åndelige verden. Guider træder tydeligere frem. Naturen underviser mig. Healinger, der hører de traditionelle shamanistiske metoder til, vises mig i en opdateret version, til øjeblikkelig brug. Mennesker og dyr jeg møder på min vej, er mine undervisere. Men jeg er til tider svær at nå. De gange jeg står sådan lidt bag døren.

En af årsagerne til at jeg vægrer mig ved at kalde mig selv shaman, er min respekt for titlen. Men ser jeg tilbage på min vej, så har jeg gået shamanens vej. Og jeg ved udmærket godt, hvordan ord åbner døre. Mennesker, der kommer til mig, gør det konstant, når jeg skal vises vej ind i deres smerte –eller hvad årsagen nu engang er til, at de sidder overfor mig. Så selvfølgelig vil det, at tage titlen til mig og slet og ret kalde mig shaman, åbne døren endnu mere for at den læring, visdom og  erindring, der til stadighed foldes ud, får langt nemmere ved at finde ”hjem”.

Kunstnerisk væsen: Jeg spurgte igen den store. Er jeg så ikke bare kunstner?

Nej! – var svaret. Mærk vibrationen i ordene! – Det gjorde jeg så. Og smilet bredte sig. For i de ord ligger en legende tilgang, jeg har brug for i min kreative udfoldelse.

Mine udtryk er mange. Skrift, maleri og naturens materialer er de 3 udgange min kreativitet udfoldes igennem.  Og jeg er ret god til det. Men det er også klart for mig, at jeg skal bevare den legende tilgang, for derigennem oplever jeg at give slip, så lyset og noget, der er højere end lille mig, kan slippe igennem og til tider være med til at skabe et udtryk, jeg ikke kunne ha’ ramt selv. Jeg elsker de øjeblikke. Jeg tager gerne de mange frustrationer med. De gange hvor jeg prøver at styre ordene og farverne hen imod noget bestemt, for at de så blot bliver kedelige og uskarpe og til tider mærkes til at give mig fingeren. Bogstaveligt talt. Når jeg arbejder med naturens materialer, sker noget helt tredje. Jeg kommer tilstede i nuet og lader materialerne tale for sig selv. Det er fuldstændig fantastisk – og jeg ønsker for enhver, at de har deres eget sted, kreativt eller ej – men hvor denne tilstand opstår.  Jeg kan kun sige – Kreativiteten sparker røv i min personlige udvikling – ganske enkelt.

Kvinde! Øh –ja – kig på mig.  Jeg er jo en kvinde. Sagde jeg til den store. Mærk ordet, mærk vibrationen, var svaret! Igen måtte jeg sande at ordets vibration indeholdt nogle dybder og lag, der var mere interessante end jeg først lige havde tænkt. Er du kvinde derude, og læser dette, så prøv at sige det højt. Jeg er kvinde!  Gentag det gerne flere gange. Indtil du mærker ordets energi.  Der er en sanselighed, vildskab og sensualitet i ordet, der bringer den kvindelige kraft – din styrke – din kvindelige urkraft – op til overfladen. Og meget meget mere.  (Fakta: Den ældste grav fundet med en shaman, var en kvindelig shaman)

Indtil du mærker, anerkender og integrerer din fulde kraft, skal du bære vibrationerne gennem disse titler som dit ”visitkort”. Den store talte igen.

Jeg er mærket – som kvinde. Bring it on 😉

Mit mentale felt blandede sig gevaldigt igen, da det 3. ord dukkede op. Jeg kan jo også kalde mig kærlighedskriger? Men den store løftede sin pegefinger. Du ER kærlighed og du lever kærlighed. Du er menneske og lever et liv i læring. Du begår det som et menneske kalder ”fejl”. Men kærlighedens lys skinner i dig, hvorfor du på denne nye læringsvej ikke har brug for at bruge dette ord!

Godt så!

Men trods alt smukke ord.

Jeg er ganske klar over, at disse titler er bevægelige.  I takt med at vibrationerne lejres i mig, og jeg tager dem til mig – fuldt og helt – vil de stå. Noget vil måske skiftes ud. Noget måske tilføjes. På et tidspunkt er der sikkert ikke brug for ord. Kun tiden vil vise, hvad det bliver.

Godt der er et år til det er påske igen!