Når vi fødes, fødes vi ind i en religion. I den betydning, at i det land, i den kultur, vi lander i, er der en arv og et ståsted, der er funderet i en religion, eller en bestemt spirituel tilgang til livet.
Det er der en højere mening med. For med reinkarnationstankens grundlag – fødes vi ind i et (nyt) liv for at lære og for at udvikle os. Udvikle specifikke kompetencer eller udvikle områder i vores liv, der er underudviklet f.eks. Eller vi skal måske gå som lærer eller som elev – 2 sider af samme sag – eller hvad vi nu end er her for. Vi kan ikke vide det på forhånd, men måske med tiden se hvilken vej, vi er blevet ført.
Som jeg kan se det, så er vores udvikling bundet til vores menneskevæsen, men det tjener et højere formål, hvis allerdybeste mening, ligger udenfor den menneskelige opfattelse. Det kan godt være, at mit ego har lyst til at sige noget andet. At selvfølgelig er jeg klog nok til at forstå de store sammenhænge – men går jeg bagom den stemme, så kan jeg godt overgive mig til, at altings sammenhæng ligger udenfor den forståelse, det – trods alt – begrænsede menneskesind – kan skabe en forståelsesramme for.
Men en gang imellem får jeg et kig ind i det, der er større end mig. Som regel som et billede, der i et forholdsvis kort tidsspand, siger mere end mange ord kan.
Således kom også den her forståelse for vigtigheden af, at vi fødes ind i en bestemt religion. Netop fordi den bærer en kulturarv, der åbner muligheder for den personlige udvikling, vi er her for at få.
I disse (nye) tider, hører jeg en del tale om at trosgrænser skal nedbrydes. I den tale hører jeg sommetider den misforståelse, at nedbrydning af grænserne handler om, at vi skal blive mere ens – at vi måske ude i fremtiden, ligefrem kun skal have én spirituel tilgang.
Men det er ikke meningen.
For vi fødes ind i en religion, en kultur, en bestemt spirituel tilgang som en del af det grundlæggende fundament, vi bærer med os gennem livet. Det hjælper os ind i livet – ligesom det i den sidste ende også hjælper os ud af livet.
I den mellemliggende tid har vi en ankring i et trossystem – og her skal nævnes at være ikke-troende – jo også er et valg, en tro – om end den har en lidt anderledes opsætning.
Enhver tro – uanset dens afsæt – definerer ofte en hel kultur, et helt land eller et helt folk. Det kan være mange mange millioner – eller det kan være mindre fraktioner. Men nævner jeg Indien – vil de fleste straks forbinde Indien med hinduismen, for det er deres religion. Bhutan – buddhisme, Italien – katolikker – Iran – muslimer, indianerne – en holistisk spirituel tilgang osv osv.
Disse forskellige trosretninger – eller spirituelle overbevisninger – har nogle grundlæggende principper i deres opbygning, der har fulgt folket altid. I disse opbygninger ligger der en form for grundkoder i hvordan vi færdes i livet. En hel masse opdragelse, viden og kultur – og desværre også en hel masse fortolkning, der gennem tiderne har skabt fraktioner med egne fortolkninger, der har skabt afstand og været – og stadig er – grundlag for konflikter og krige. Både i egne rækker, men også mellem de forskellige retninger.
I ord findes der mange lag – og i ethvert lag er der rig mulighed for at gribe til fortolkninger, så der er ikke noget at sige til, at de oprindelige ord i enhver spirituel tilgang, er tolket ud i forskellige retninger, der skaber fragmenter af dets oprindelighed med indhold af deres egne varierende grader af sandhed.
Tro har eksisteret altid – og vil altid eksistere. Dermed også muligheden for til enhver tid at (mis)tolke oprindeligheden i ethvert trossystem.
Men der er en vibration i alle trosretninger, i alle spirituelle tilgange, der har den samme klang. Den samme oprindelige tone. Hvis vi undlader at navngive denne vibration, men i stedet prøver at mærke den, så er den tilstede i alt. Således også i enhver spirituel tilgang, enhver trosretning.
Denne vibration ER den oprindelige kerne, hvis tone er den vi leder efter, den vi forsvarer, den vi diskuterer, den vi kæmper om at have rettigheden til osv. Men den er egentlig udiskuterbar, for den ER blot. Den er i vores hjerte. I ethvert menneskes hjerte. Og den nærmeste følelse den kan beskrives som – er kærlighed. En uselvisk ren kærlighedsvibration, der er skabende i sin kraft. Symbolsk har jeg set denne forbindelse som et lysende punkt vi alle bærer – og som kan tændes som en on/off knap.
Det er denne knap, jeg ser, er meningen skal aktiveres i os alle. Og at den i høj grad aktiveres hos flere og flere i denne tid. I denne aktivering finder vi rummeligheden for de forskellige trosretninger og spirituelle overbevisninger. Så vi tillader nysgerrigheden at vinde, frem for kampen om hvem, der har ret eller ej. Hvem der skal forandre sig, og hvem der ikke skal. Osv.
Denne aktivering er også den individuelles egen vej forbi de lag af misforståede tolkninger af den tro, de selv bærer. Så de her kan komme ind til grundkernen – til grundtonen. Og med den – opleve den frihed og kærlighed, der er til stede i grundstammen af enhver tro.
Forstil dig et stort gammelt træ. Den har sin store træstamme og ud fra den går der grene, med flere grene, med kviste, med blade osv.
Træets grundstamme er det der oprindeligt binder alt sammen – og de store grene, der skaber kronen, er de forskellige trosretninger tilknyttet forskellige steder, lande, folk osv.. På de grene skyder der (mis)forståelser ud fra både den enkelte overbevisning, men også ud fra det, der faktisk binder alle trosretninger sammen. Det vi hver især kan finde ind til, føler vi os kaldet til at lede efter det.
Så det handler ikke om at skabe en enkelt fælles tro – men om at åbne den enkeltes forståelse for, at vi bærer en grundtone i os, der skaber enhed og fælleskab. At der i den grundtone er RUMMELIGHED til at vi må bære og være den tro – eller ikke-tro – vi har lyst til og føler os tiltrukket af. Uden pres fra omgivelser – det være både de nære, men også i de større sammenhænge.
Så jeg ser, at vi sparer mange inkarnationers gentagelse af liv i et forsøg på at lære kompetencer, der har været forstyrret af kampen om troen, når on-knappen tændes og vi rummer og hylder forskelligheden. Ikke blot på tværs af trosretninger, men også indenfor den tro, vi selv læner os op af. Så tillader vi os, at den er personlig og individuel, at den er udviklende for samhørigheden og fællesskabet, og at vi kan koncentrere os om at gå vores egen sti og se igennem de fejltolkninger, der gennem tiderne er tilskrevet de oprindelige toner og ord.
Vi står frit i at favne det trosfundament, vi valgte at blive født ind i. Og frit til at kigge ind til naboen og opdage, at vi i bund og grund måske er mere ens, end vi går og tror.
Tak Gitte for en smuk måde at formidle dette på. Det, du skriver, har været mit udgangspunkt i mange mange år ❤️
Tak selv Else <3
God created life ,he alone determine when it ends, we are left to determine what is the right fate , to follow and hope that it is the will of God. The choice we make determine where we will end up.
That’s the blessing (and sometimes the curse) of the free will. We always have a choice <3
– Kunne man sige, at det er en forenet tro, at tænde på on-knappen?
– Kunne man sige, at det er en forenet trosretning, at se ind til naboen og opdage at vi er ens? At det er Ok at vi har hvert vores udgangspunkt?
– Kunne man sige, at det er en ophævelse af religionerne, at gå ind og udleve der hvor du er landet ud fra dit eget ståsted?
Selvom kulturerne er påvirket og tonet af religionerne, så er religion kun en del af kulturgrundlaget og en stor del af rammen. Jeg ser traditionerne som en meget større del.
Jeg mener, at mennesket er på vej til en tilstand, hvor det bliver en mulighed at gå til den tilstand, hvor religion ikke er nødvendigt længere og hvor vi kan respektere hinandens udgangspunkt.
Hvis vi kigger ud i verden som helhed kan det være svært at se. Men hvis du kigger i detaljer, så ser du det spire og gro rundt omkring. Både indenfor og uden for religionerne.
Det fremgår måske tydeligt, at jeg er en af dem, der ser en ophævelse af religionerne og til dels de enkelte kulturer på sigt.
Der er meget bekymring rundt omkring i forhold til opløsning af kulturerne. Det fornemmes tydeligt i vores eget samfund. Når transformationen er gennemført og kulturerne er forenet i et enkelt jordisk folkefærd, så er der ingen der ved, hvordan det ender. Jeg tror, at der stadig vil være kulturforskelle efter hvor du bor i verden.
Men måske er det mit romantiske håb. Faktum er, at der sker en voldsom kulturopblanding lige nu på jorden. Bare de seneste 20 år er det gået meget stærkt. Jeg kan huske, da jeg var barn og undrede mig meget over, hvordan kulturen var i Amerika. I dag udleves meget af det i Danmark. Jeg har selv opvaskemaskine og vi har TV i mange rum. Vi lever hurtigt og køber færdige produkter. Bare som et eksempel.
Jeg har lige været i Bhutan, hvor de begyndte at se TV i 1992. De fortalte mig, at deres kultur var relativt oprindelig på den tid. Men nu er den hurtigt i opløsning. Det føles trist og nedbrydende i første omgang. Men når der brydes noget ned, så bliver der plads til noget nyt.
Det er i det nye, jeg ”ser” en forenet tro og et forenet folkefærd. Ikke nu, men ad åre. Og jeg ”ser” de til at blive en stabiliserende faktor for menneskeheden og for jorden. En fredsfaktor.
I den store plan, som du nævner, som ingen af os kan rumme, der fornemmer jeg, at de nuværende kulturer og livsvilkår er brugt til læring på skæbnevejen. Men sjælen har også hjulpet mennesket med at udvide bevidstheden, så der bliver mindre brug for religion og kultur som begrænsning og ramme.
Som jeg læser hvert et ord, som du har skrevet, så er jeg enig i alt hvad du skriver. På nær det med, at det er ”meningen”, at mennesket skal blive i den begrænsning som er på jorden nu, fordi det skal lære af det. For hvad er ”meningen”? Det er blevet gjort en mening ud af begrænsningerne i mennesket, som har givet os religionerne i den form de har. Det er blevet brugt til at give sjælen læring og tilslibningsmulighed.
Men som jeg ser det, så er det ikke ”meningen”, at mennesket skal blive i den begrænsning. Jeg ser at det er meningen, at vi skal hæve os over begrænsningerne og blive menneskelige. Så menneskelige, at vi ikke har brug for religioner eller andre rammer til at styre os på plads.
Men det er jo bare mit ”syn” og mine ord jeg nu deler her. Lad os se, hvad som sker. Som jeg fornemmer det, så kommer det til at forandre sig nok i vores tid, til at vi kan se det. Og som jeg ser det nu, så er det allerede i gang.
Jeg ser det ikke helt sådan – at tænde on-knappen er det samme som en forenet tro. Jeg oplever mere, at on-knappen er genkendelsen af det menneske, man står overfor. At uanset, herkomst, hudfarve, beskæftigelse, tro, alder, osv., så favner man den person med accept og respekt. Men ikke at det nødvendigvis indebærer en forenet tro med naboen, men mere en forståelse for at den person, der står overfor dig er en del af én selv. Af helheden.
I virkeligheden er ”religion” måske et dårligt ord. Fordi religion gennem tiderne er blevet dogmatisk, belærende og begrænsende. Og det ser jeg, at tiden lige nu, mere langsomt nogle steder end andre, men alligevel sikkert, gør op med.
Jeg oplever det ikke som det samme som, at vi ikke skal have forskellig tro. Et grundlag, der indeholder forskellige afsæt. For når vi ind til grundkernen i en tro, der har et direkte afsæt i grundstammen, så mærker jeg dens lærersætninger er frihed og udvikling, og ikke begrænsning. De som er opstået udenom den grundsstamme, der bærer alt, de vil opløses, for i dem er der begrænsning.
Og det betyder også, at vi står tilbage med langt færre trostilgange, end vi har nu. Så på den måde er jeg enig i, at vi bliver mere forende i vores tro. Men stadig ikke én tro.
Min oplevelse er, at de trosretninger, der indeholder en oprindelighed af noget, der minder om en form for æring – og læring, de vil bestå. Læringen er samlende og ikke adskillende. Udviklende og ikke begrænsende. Men først skal den ”ryddes op” og ”ryddes ud”. Læringen, som jeg ser det, indeholder en forskellighed, der også er baseret på lande og steder, hvor noget har mere egnede forhold for at en retning af tro udfoldes bedre der, end andre steder. Det er også med til at bevare forskellige tilgange.
Og så jeg er da helt enig i at troen kun en del af kulturgrundlaget. Traditioner er også med til at forme kulturer – men har mange traditioner ikke deres grundlag i den spirituelle tilgang, de læner sig ind i?
Ja -der er en kæmpe kulturopblanding lige nu – og som du skriver – det åbner for nyt. Men modsat så giver den udviskning også behov for at finde ind til grundkernen – oprindeligheden af værdierne i den kultur, det enkelte menneske har og læner sig ind i. Den tendens viser sig også lige nu – samtidig med at der brydes op.
Jeg er ikke i tvivl om, at der vil opstå nye tilgange, nye opsætninger – selvfølgelig vil der det – for det er udviklingen. Jeg tror (og håber) også, at vi får ryddet op i det, der allerede eksisterer. Men jeg tror stadig, at vi vælger at træde ind i livet i en bestemt tros- eller spirituel tilgang for at lære – men lærer af friheden i denne og ikke begrænsningerne.
Tak for dine ord Marianne <3 – jeg er sikker på, at vi når at se, hvad der sker.
(Og uden at have noget som helst at have det i – andet end en insisterende banken på – så ender vi måske med 3 tilgange – men hvem ved? – sandheden er jo vidunderlig levende)