healing

Pludselig i går morges var jeg på Grønland igen. Hele mit energifelt lagde sig ud over Grønland – eller Grønland  foldede sig ud i hele mit energifelt. Uanset – så var det en meget intens oplevelse og taknemligheden ramte mig dybt i hjertet. Det gik op for mig, at jeg endelig var kommet hjem igen. 1,5 mdr. efter jeg landede i Kbh.  Lidt lang hjemtur måske?  😉

Men det åbnede også for, at jeg endelig kan begynde at stykke oplevelserne sammen. For det kan godt være, at jeg kun var deroppe i 5 dage – men det var 5 meget intense dage.  

Så længe jeg kan huske tilbage, har jeg været trukket mod Grønland. Sådan et indre træk, der tager bolig i én og bare venter på at blive indfriet. I de sidste mange år, med en tilhørende fornemmelse af, at noget oprindeligt ventede på mig. Så det er faktisk også lidt underligt, at trækket er indfriet – og ikke længere fylder i mig. Sådan lidt tomt. Som et hulrum, der er ved at blive fyldt op igen.

Da jeg bestilte rejsen, tog jeg en beslutning. Jeg ville forsøge at lægge alle forventninger væk og bare ”go with the flow”. Og alle der har prøvet det, ved hvor udfordrende det kan være.

Men det lykkedes – sådan nogenlunde da. For jeg havde fundet en bog frem – ”Kvinden i shamanens krop” til rejsen. Mine forventninger var vist alligevel lidt i spil….. Sådan – shamanen i mig – urkraft osv.

Men der skete selvfølgelig det, der skulle ske. Jeg glemte den. Så da jeg overnattede hos en veninde aftenen før, faldt en bog nærmest ud i hånden på mig. ”At vågne op i Drømmen” af Leo Harting. Om nondual bevidsthed, om at opgive sin søgen og forstå at alt hvad vi søger, er her allerede. Og den skulle vise sig, at være lige præcis den rigtige bog!

Det er ingen hemmelighed, at jeg havde ondt i maven inden rejsen, men den var blandet med forventning. Så da jeg endelig landede i Søndre Strømfjord, Kangerlussuaq, og trådte ud af flyet, var jeg bare GLAD. Flyvningen ind over Grønland have været vildt smuk, og alle mine sanser var åbne. Samtidig forbandt min sjæl sig til energien på stedet, og jeg havde ikke været der længe, før jeg kunne mærke noget var ”løftet af mine skuldre”. Det er tit sådan, at når jeg er de steder, hvor jeg ved min sjæl er kaldet til – hvor jeg ved, at der er opgaver jeg har sagt ja til at løse, inden jeg landede her i denne inkarnation, så ved jeg sjældent hvad der foregår, imens det sker. Mit mentale felt er simpelthen for dominerende og vil vide det hele. Med det resultat – at jeg ikke ved en dyt ;-)Men får dog lov til at ”se” det bagefter. Denne gang blot med en viden om, at jeg har båret en ”energi” – en ”nøgle”, der har skullet afleveres ved min fysiske tilstedeværelse i landet. Og det er den blevet. Vi er mange med sådanne opgaver og den del af min, der lige hører det her til, er nu afleveret, og det føles godt.

Kigger man på byen, Kangerlussuaq – så er den egentlig sådan lidt trøstesløs og grå. Den er bygget omkring lufthavnen, det vælter ikke med de her karakteristiske røde huse, man altid ser på reklamer for Grønland, og der er ikke leflet for turisterne. Der er ingen boardwalk med cafeer og små udskænkningssteder. Der er måske nok nogle få turistkiosker og en lille grillbar. Men de forstyrrer ikke, de råber ikke højt.  Og det var denne fornemmelse af at træde ind i en enkelthed, hvor alle de forstyrrende elementer var skraldet væk og den rene luft og udsigten til fjeldene fik lov til at være fremtrædende, der føltes som en ren lise for sjælen. Det var pludselig meget lettere at trække vejret i den rene luft.

Den første dag var jeg med på en guidet tur i området, og jeg var som et barn juleaften. For hvert hoppende sving vi tog i bussen – var det som at åbne en ny gave, og jeg sugede til mig. I øvrigt endnu et tegn på at du er måske nok turist her – men tag det som vi byder. Man køres rundt i gamle amerikanske skolebusser på meget hullede grusveje. Lidt hård for popo’en, men med til at gøre oplevelsen vældig autentisk.

Da jeg endelig lå i min seng, var jeg lysvågen. På den gode lykkelige måde. Bogen fik jeg fundet frem – og så skete noget forunderligt. Bogen lefler bestemt heller ikke for sin læser, men er meget klar, skarp og humoristisk omkring de ”fælder” vi falder i, når vi søger meningen med livet, og jeg lå der i min seng og kom til at grine. Grine af mig selv, grine af alle de fantastiske historier vi hele tiden skaber i vores liv. Dem der leder os væk fra os selv – og dem der leder os væk fra andre, men som får så meget af vores energi og kraft – at vi tror, de er sande.

Midt i de her selverkendelser dukkede Den Leende Buddha op, og han blev med mig på hele turen. Her havde jeg gået og troet, at jeg ville blive mødt af gamle shamanistiske rødder – og så er det den Den Leende Buddha, der stod foran mig. Og det måtte jeg grine af. Jeg ønsker virkelig for dig, der læser det her, at du kan høre eller mærke hans latter. Den er så smittende, og på en gang så hjertelig og uhøjtidelig, at vibrationen griber fat i en egen lattermuskel – og man kan ikke undgå at blive grebet af glæden.

”Han” var typisk nærværende, når jeg havde de her indre erkendelser og forståelser, der langsomt foldede sig ud hen over dagene. Erkendelser om de historier, der har formet mig i mit liv, og som stod tydeligt frem. De næste dage der fulgte, var en blanding af intense naturoplevelser. Uanset hvor langt øjet rakte, var der ingen forstyrrelser, og det blev det, der gav en dybere betydning.

For naturen står i sin råhed, sin enkelthed og sin mægtighed uden noget overflødigt, og tilbyder sin gæst den samme mulighed. Jeg takkede ja – og fik i dagene et energetisk brusebad, så alt overflødigt blev løsnet i mig, og jeg oplevede at være nærværende i mit eget skinnende lys. En stærk, intens og smuk oplevelse.

Og Den Leende Buddha lo igen 😉

Den sidste dag gik turen til indlandsisen. Jeg sov ikke meget deroppe, havde ikke brug for det. Jeg ved det hjælper mig til at være åben og modtagelig. For da jeg betræder indlandsisen, bliver jeg hilst velkommen af Andromeda med en genkendelse, der var meget nærværende. Andromeda er både en galakse, men også et bevidsthedsfelt, der ankres på jorden gennem portalåbninger. Jeg arbejder ikke dagligt og bevidst med feltet, det er der andre, der gør. Men jeg står til rådighed som et fysisk anker, så jeg ”kan bruges”, når jeg befinder mig på steder, hvor der skal ankres op til. Således også da jeg var i Canada sidste år. Men det er en anden historie.

Så ud over den meget storslåede oplevelse på indlandsisen, så havde jeg nu både Den Leende Buddha og Andromeda nærværende. Can a girl aks for more???  Jeg spørg’ bare.

Det kunne hun åbenbart. For da jeg vendte alt mit nærvær ind i nuet – hørte jeg pludselig jordens puls. Ikke som små blide pulserende slag, men som store larmende rytmiske trommeslag. Vildt!!

Men dagen oprandt – turen gik hjem, og jeg var klar. Mit arbejde var gjort, både det indre og det ydre, men alligevel ønskede jeg en forståelse af hvad, der præcist var sket.

Jeg har i mange år troet, at jeg skulle derop for at møde urkraften – for det må jo være det oprindelige, men turen havde foldet sig ud helt anderledes. Urkraft har jeg arbejdet med gennem lang tid. Så det går op for mig, at det er balancen, der er det oprindelige i os, og det var lige præcis den tilstand jeg var landet i. Balancen.

Brikkerne faldt på plads. Balancen er det sted, hvor alt er. Og hvor intet er. Det er det sted hvor lys og mørke, varme og kulde, urkraft og englekraft, moder jord og kosmos, det feminine og maskuline, det stille og det larmende, mennesket og naturen osv osv mødes i en naturlig samhørig tilstand i os. I balancepunktet. Vi har det energetisk, vi er bare kommet væk fra det for længe siden, og nu stod jeg midt i det. Så hvordan vi hele tiden bruger vores mentale felt, vores følelsesfelt og vores temperament til at skabe historier, så vi er uden den kontakt. Den naturlige kontakt til alt det som er.

Kan du huske yoyoerne fra du var barn? Hvordan den svingede op og ned, ud og ind, i øst og vest og nord og syd. Forstil dig at hånden, der svinger yoyoen er balancen, og selve yoyoen er alt det, der udgør os. Når vi er i fuld balance, så ligger yoyoen trygt i hånden, men som regel så svinger den et eller andet sted hen. Det kan være vi arbejder med vores feminine kraft, og yoyoen ruller i den retning. Den kan ligefrem stivne derude i sin egen historie, og skabe ubalance indtil vi finder ind til historiens kerne. Så er vi lige landet i roen, og den maskuline kraft trækker os i den modsatte retning, men så kan vi gøre brug af forståelsen fra vores feminine historier, og finder måske ind i hånden igen noget hurtigere. Eller vi er fanget i vores materielle hurtige dagligdag og har fuldstændig glemt, at vi har en naturlig sammenklang med alt som er, og sådan bliver det ved og ved og ved. Historierne pejler sig op, og til sidst er vi fyldt så meget op, at snoren til yoyoen har slået knuder på sig selv. Så står vi der og søger efter ”et eller andet”, og kigger ud af og ud af – og har fuldstændig glemt, at balancen er jo lige der. Inde i os selv.

Så balancen er alt – og derinde i roen – intet. Fordi der er så stille, det er opløst og kun skaberkraften står tilbage.

Tilbage i Danmark landede jeg med denne indre følelse af balance, af skaberkraftens kærlighed. Den blev hos mig. Nogle dage. OG SÅ startede udrensningen!!

For i det energetiske brusebad, der skyllede igennem mit system i Grønland, var der selvfølgelig gamle, glemte og oversete historier, der kom op til overfladen og yoyoen kom på overarbejde.

Men jeg har (gen)fundet mit balancepunkt. Jeg ved hvor det er, så da jeg i går pludselig energetisk var i Grønland igen, kunne jeg mærke hvordan mit hjerte åbnede sig.

Det er oplagt at tænke, at Grønlænderne burde gå rundt og være et fuldstændigt balanceret folkefærd. Men de har deres historier. Både individuelt, men også kollektivt. Nøjagtig som andre steder i verden. Vi har det bevidsthedsniveau nu, hvor vi for alvor kan folde denne balance ud. Men forud forestår en oprydningsperiode af historierne, vi har gjort sande. En vækkelse af forståelsen for altings samhørighed. Og det er i fuld gang. Der er heldigvis mange tilstede i Grønland, og andre steder i verden, der har den forståelse og arbejder for sagen, og der bliver til stadighed flere til at brede denne forståelse ud. For den er ventet.

Hvorfor skulle jeg helt derop for at lande i den forståelse? Dels fordi den ”nøgle” jeg har båret, er uden for tid og sted, og er en brik i det puslespil, der samles for at balancevibrationen bredes ud i det samlede kollektive felt. Forståelsen for altings sammenhæng. (Oprindelsen af den har sin helt egen historie.) Andre bærer andre af de brikker. Samlet har det en helende effekt, der vil nå langt omkring. Dels fordi jeg skal give det videre. Hvordan – det folder sig ud. 

Så tak fordi du læste med her til.

I kærlighed

Gitte