Gitte Jørgensen

Kærligheden er din dybeste kilde til din indre styrke

Spiritualitet

At sige JA til at sige JA

by Leave a Comment

Efter godt 20 år i en branche hvor omstillingsparathed og åbenhed er grundlæggende faktorer for at kunne hengive sig til den læring dette felt tilbyder, er jeg for længst trådt ud af mine barnesko, men først nu har jeg en oplevelse af at have ”bestået”.

De snart 20 år har været en konstant opadgående læringskurve. Både i det praktiske ”hands on” arbejde, de teoretiske baggrunde, men bestemt også på det personlige plan. Og det sidste har vist sig at være derigennem, hvor jeg har kunnet nå til det sted i mig selv, hvorfra jeg har kunnet sige JA til at sige JA.

Jeg kan ikke fortælle dig hvornår det kommer i et sådant forløb. Hvornår det opstår for dig. Jeg kan blot sige, at min vej har indeholdt afdækning og afsøgning i de mest kringlede kroge af mit menneskelige sind. Godt hjulpet af alle de, der så velvilligt har budt mig indenfor i deres egne personlige kroge gennem sessioner og personlige møder. Herigennem har jeg kontinuerligt kunnet udvide min forståelse for sammenhænge mellem det fysiske, energetiske og sjælelige. Min sti at vandre. 

Jeg er ikke færdig med at vokse som menneske og behandler. Spørgsmålet er om det nogensinde stopper. Det håber jeg  ikke. Men derfra hvor jeg vokser nu er et mere rummeligt favnende sted, hvor smerten gerne må være. Nøjagtig lige så meget som glæden må. Hvor usikkerheden gerne må være – stolt stående ved siden af sikkerheden. For det er et grundvilkår, at vi til tider står mere sikkert i livet end til andre tider. At vi veksler mellem alle de følelser vi indeholder. Men vi behøver ikke blive dem, blot acceptere dem. Undersøge dem. Være nysgerrig. Finde ud af hvad de gerne vil fortælle.

Det er også det sted hvorfra jeg ved, at hvad der er sandhed lige nu måske ikke er sandhed om et øjeblik. Det sted hvorfra jeg forstår det ansvar, der følger med i mødet med et andet menneske, når vi bevæger os i dette felt, hvori der ikke findes en facitliste, om end det ville være skønt, hvis en sådan fandtes.

Det er også det sted hvorfra jeg for længst har erkendt, at jeg ikke har din sandhed – kun min egen. Og den er i evig bevægelse jo mere jeg glider med i det flow, hvori jeg er forbundet med denne. Det er fra det sted, hvor jeg tilbyder at støtte dig i at finde din egen vej, din egen healing. Og nysgerrigt spørgende udforske din sandhed sammen med dig.

Gennem årene har jeg mødt et utal af tilgange til denne spændende, til tider udfordrende, verden. Alt sammen ligger trygt og godt i min rygsæk som en erfaringsdatabase af værdifulde byggesten for det fundament, jeg står på i dag. Og i øvrigt har stået på meget længe og mærker en dyb taknemlighed for.

Det er også herigennem, jeg hører de stemmer og følger de intuitive input, der leder mig i den retning, jeg skal.

Opdagelsen af at jeg manglede at sige JA til at sige JA kom lige så meget bag på mig, som det at det var nødvendigt.

På vores rejse gennem livet siger vi Ja og Nej til mangt og meget. Men i dette specifikke felt hvori jeg siger JA til mit kald, til min sti, til min spirituelle og medmenneskelige opgave vil et JA ikke kunne siges til noget, hvor vores meget menneskelige udvikling ikke helt og aldeles er med. Vi kan tro, vi gør det, vi kan ønske dybt at gøre det  – men da vi støttes af energetiske felter og læremestrer, der heldigvis ikke giver os mere, end vi kan klare – så kan vi ikke skyde genvej. Til det mål, vi måske øjner i det fjerne, men endnu ikke er klar til at favne.  Tålmodigheden eksisterer for os – hvis ikke i os. Og da selve vejen faktisk er målet – er der mange skridt at vandre på rejsen.

Du ved præcist hvornår dit JA til at sige JA er der. Du VED det. Andre kan ikke bekræfte det for dig – det skal, og vil, komme inde fra dig selv. Hvis det mangler. Og det ved du måske ikke, før du står overfor valget.

Og mig – jeg er ret sikker på, at da den dør nu er åbnet, vælter det ind med andre JA’er der skal siges. Når tid er. For en ting ved jeg nu. At der kontinuerligt viser sig nye valg, der skal tages stilling til. Nye JA’er, der skal siges. Der skal komme det rette sted fra. Eller NEJ hvis det er det, der skal til. 

I kærlighed til dig og dine Ja’er 😉

Gitte

Er vi ved at miste vores personlige integritet?

by Leave a Comment

 

Vi har gennem de sidste par år kunnet følge en præsidentkampagne i USA, der blev mere og mere beskidt. Fokus fra deres politik forsvandt total i kapløbet om at kunne finde de mest fornedrende og usympatiske træk, ord, handlinger osv. som modparten menes at være, stå for, have gjort osv.  Så dele det med verden – og helst også på de helt rigtige tidpunkter.

Det har været tå-krummende pinligt at være vidne til. 

Men allermest har det været sørgeligt.  For er det virkelig hvad 2 mennesker, der har haft hele verdens fulde bevågenhed har kunnet finde på at bruge de dyrbare muligheder til?

Tja – ja!

Fra vores ferie i Canada sidste år, hvor vi mødte en del amerikanere – og fra min tur i USA, hvor jeg var på valgdagen, overraskede det på ingen måde, hvordan resultatet blev. For begge gange stod det klart, at amerikanerne ønsker forandring. Og den må de siges at have fået. Vi følger med på sidelinjen, som var det en anden sitcom, der dagligt byder på et nyt afsnit, og man er ganske enkelt nød til at se med.  Man kan blive helt afhængig. ”Days of our lives”*  – har fået en konkurrent.  Men også fordi det har en påvirkning, der går langt ud over den amerikanske grænse. Hvis ikke – var det næppe så interessant, og man kunne jo bare lade dem sejle deres egen sø.

Men i alt det her er der noget andet, der er i spil. Vores værdighed.  Vores integritet. En del af den frie verdens privilegier, er retten til at ytre vores mening. Safe and sound. Og det gøres der i stor stil – og der kastes mudder i stor stil. Det er tankevækkende at læse sig til at amerikanerne er delt i 2 lejre, der er så langt fra hinanden, at man kan undre sig over om der skrives et manuskript lige nu som oplæg til endnu en fjernsynsserie a la Nord & Syd. Til visning engang ude i fremtiden.

Mon USA – og ikke kun Trump – viser os vores allesammens skyggesider?                                          

Vi havde 2 præsidentkandidater, der i deres retorik fremstod som de værste bøller. Som rollemodeller har de været med til at legalisere mobning og trash talking i en grad – i hvert fald jeg – ikke har set tidligere . At legalisere at sådan noget som f.eks. respekt, værdighed og ydmyghed ikke giver en plads på toppen. Fight for your right – and do it dirty…  kunne være et slogan. Og det skal lige bemærkes – vi er på alle planer ved at være godt med herhjemme i vores valgkampagner.

Inde i mig renses der ud lige nu. Er der noget, jeg ikke har fået ordentlig kigget på kommer det op til overfladen. Og jeg står der som Gitte 4 år og tænker – hvad pokker sker der? Desværre med en til tider 4 årigs temperament og udbrud. Dog træder den voksne mig heldigvis ind og sørger for en sund timeout inden det går helt galt 😉

Jeg oplever det samme i de sessioner, jeg har med folk. Med de mennesker, der er omkring mig. De renser virkelig ud i dybden. Alt kommer op til overfladen. Så tør vi kigge ordentlig efter – så får vi også lov til at se vores egne skyggesider. For alt hvad der er i verden, er også i mig. Det der er i dig – er også i mig.

Så kigger jeg over Atlanten med de øjne, så må jeg sige, at de giver os en mulighed for at kigge indad. Ikke kun Trump, men de 2 lejre. Og jeg kan blive helt taknemlig! Sådan på det personlige plan.  For jeg får virkelig muligheden for at spørge mig selv – er jeg altid ren i mit udtryk? I mine motiver? I min gøren – i min laden? Sikkert ikke – men jeg kan bestræbe mig på at gøre mit allerbedste. Til hver en tid – over for hvert et menneske jeg møder på min vej. For jeg har det frie valg.

Du har det frie valg.

Dybest set tror jeg på – eller måske håber jeg bare – at det vi er vidne til lige nu er nødvendigt, for at vi lander det sted, hvor vi forstår, at vi er nød til at stå sammen. At vi er ét. At det (desværre) køres så langt ud, at det er den eneste vej tilbage. At stå sammen.

At vi vælger den kærlige respekt. Og heldigvis stadig ytrer vores meninger, men kan gøre det uden at miste vores integritet og værdighed. At vi vender ryggen til det ukærlige. Ikke fordi vi ikke anerkender at det er der, men fordi vi vælger ikke at være en del af det.

At vi forstår den dybe betydning af ordene:

Jeg er dig – og du er mig

 

* Amerikansk serie, der har kørt dagligt i USA siden 1965.

Skal vi have en fælles tro?

by 6 Comments

Når vi fødes, fødes vi ind i en religion.  I den betydning, at i det land, i den kultur, vi lander i, er der en arv og et ståsted, der er funderet i en religion, eller en bestemt spirituel tilgang til livet.

Det er der en højere mening med. For med reinkarnationstankens grundlag – fødes vi ind i et (nyt) liv for at lære og for at udvikle os. Udvikle specifikke kompetencer eller udvikle områder i vores liv, der er underudviklet f.eks. Eller vi skal måske gå som lærer eller som elev – 2 sider af samme sag – eller hvad vi nu end er her for. Vi kan ikke vide det på forhånd, men måske med tiden se hvilken vej, vi er blevet ført.

Som jeg kan se det, så er vores udvikling bundet til vores menneskevæsen, men det tjener et højere formål, hvis allerdybeste mening, ligger udenfor den menneskelige opfattelse.  Det kan godt være, at mit ego har lyst til at sige noget andet. At selvfølgelig er jeg klog nok til at forstå de store sammenhænge – men går jeg bagom den stemme, så kan jeg godt overgive mig til, at altings sammenhæng ligger udenfor den forståelse, det – trods alt – begrænsede menneskesind – kan skabe en forståelsesramme for.

Men en gang imellem får jeg et kig ind i det, der er større end mig.  Som regel som et billede, der i et forholdsvis kort tidsspand, siger mere end mange ord kan.

Således kom også den her forståelse for vigtigheden af, at vi fødes ind i en bestemt religion. Netop fordi den bærer en kulturarv, der åbner muligheder for den personlige udvikling, vi er her for at få.

I disse (nye) tider, hører jeg en del tale om at trosgrænser skal nedbrydes. I den tale hører jeg sommetider den misforståelse, at nedbrydning af grænserne handler om, at vi skal blive mere ens – at vi måske ude i fremtiden, ligefrem kun skal have én spirituel tilgang.

Men det er ikke meningen.

For vi fødes ind i en religion, en kultur, en bestemt spirituel tilgang som en del af det grundlæggende fundament, vi bærer med os gennem livet.  Det hjælper os ind i livet – ligesom det i den sidste ende også hjælper os ud af livet.

I den mellemliggende tid har vi en ankring i et trossystem – og her skal nævnes at være ikke-troende – jo også er et valg, en tro – om end den har en lidt anderledes opsætning.

Enhver tro – uanset dens afsæt – definerer ofte en hel kultur, et helt land eller et helt folk.  Det kan være mange mange millioner – eller det kan være mindre fraktioner. Men nævner jeg Indien – vil de fleste straks forbinde Indien med hinduismen, for det er deres religion. Bhutan – buddhisme, Italien – katolikker – Iran – muslimer, indianerne – en holistisk spirituel tilgang osv osv. 

Disse forskellige trosretninger – eller spirituelle overbevisninger – har nogle grundlæggende principper i deres opbygning, der har fulgt folket altid. I disse opbygninger ligger der en form for grundkoder i hvordan vi færdes i livet. En hel masse opdragelse, viden og kultur – og desværre også en hel masse fortolkning, der gennem tiderne har skabt fraktioner med egne fortolkninger, der har skabt afstand og været – og stadig er – grundlag for konflikter og krige. Både i egne rækker, men også mellem de forskellige retninger.

I ord findes der mange lag – og i ethvert lag er der rig mulighed for at gribe til fortolkninger, så der er ikke noget at sige til, at de oprindelige ord i enhver spirituel tilgang, er tolket ud i forskellige retninger, der skaber fragmenter af dets oprindelighed med indhold af deres egne varierende grader af sandhed.

 

Tro har eksisteret altid – og vil altid eksistere. Dermed også muligheden for til enhver tid at (mis)tolke oprindeligheden i ethvert trossystem.

Men der er en vibration i alle trosretninger, i alle spirituelle tilgange, der har den samme klang. Den samme oprindelige tone. Hvis vi undlader at navngive denne vibration, men i stedet prøver at mærke den, så er den tilstede i alt. Således også i enhver spirituel tilgang, enhver trosretning.

Denne vibration ER den oprindelige kerne, hvis tone er den vi leder efter, den vi forsvarer, den vi diskuterer, den vi kæmper om at have rettigheden til osv. Men den er egentlig udiskuterbar, for den ER blot.  Den er i vores hjerte. I ethvert menneskes hjerte. Og den nærmeste følelse den kan beskrives som – er kærlighed. En uselvisk ren kærlighedsvibration, der er skabende i sin kraft. Symbolsk har jeg set denne forbindelse som et lysende punkt vi alle bærer – og som kan tændes som en on/off knap. 

Det er denne knap, jeg ser, er meningen skal aktiveres i os alle. Og at den i høj grad aktiveres hos flere og flere i denne tid.  I denne aktivering finder vi rummeligheden for de forskellige trosretninger og spirituelle overbevisninger. Så vi tillader nysgerrigheden at vinde, frem for kampen om hvem, der har ret eller ej. Hvem der skal forandre sig, og hvem der ikke skal. Osv. 

Denne aktivering er også den individuelles egen vej forbi de lag af misforståede tolkninger af den tro, de selv bærer. Så de her kan komme ind til grundkernen – til grundtonen. Og med den – opleve den frihed og kærlighed, der er til stede i grundstammen af enhver tro.

Forstil dig et stort gammelt træ.  Den har sin store træstamme og ud fra den går der grene, med flere grene, med kviste, med blade osv. 

Træets grundstamme er det der oprindeligt binder alt sammen – og de store grene, der skaber kronen, er de forskellige trosretninger tilknyttet forskellige steder, lande, folk osv.. På de grene skyder der (mis)forståelser ud fra både den enkelte overbevisning, men også ud fra det, der faktisk binder alle trosretninger sammen. Det vi hver især kan finde ind til, føler vi os kaldet til at lede efter det.

Så det handler ikke om at skabe en enkelt fælles tro – men om at åbne den enkeltes forståelse for, at vi bærer en grundtone i os, der skaber enhed og fælleskab. At der i den grundtone er RUMMELIGHED til at vi må bære og være den tro – eller ikke-tro – vi har lyst til og føler os tiltrukket af. Uden pres fra omgivelser – det være både de nære, men også i de større sammenhænge.

Så jeg ser, at vi sparer mange inkarnationers gentagelse af liv i et forsøg på at lære kompetencer, der har været forstyrret af kampen om troen, når on-knappen tændes og vi rummer og hylder forskelligheden. Ikke blot på tværs af trosretninger, men også indenfor den tro, vi selv læner os op af.  Så tillader vi os, at den er personlig og individuel, at den er udviklende for samhørigheden og fællesskabet, og at vi kan koncentrere os om at gå vores egen sti og se igennem de fejltolkninger, der gennem tiderne er tilskrevet de oprindelige toner og ord.

Vi står frit i at favne det trosfundament, vi valgte at blive født ind i.  Og frit til at kigge ind til naboen og opdage, at vi i bund og grund måske er mere ens, end vi går og tror.