Gitte

Når vi fødes, fødes vi ind i en religion.  I den betydning, at i det land, i den kultur, vi lander i, er der en arv og et ståsted, der er funderet i en religion, eller en bestemt spirituel tilgang til livet.

Det er der en højere mening med. For med reinkarnationstankens grundlag – fødes vi ind i et (nyt) liv for at lære og for at udvikle os. Udvikle specifikke kompetencer eller udvikle områder i vores liv, der er underudviklet f.eks. Eller vi skal måske gå som lærer eller som elev – 2 sider af samme sag – eller hvad vi nu end er her for. Vi kan ikke vide det på forhånd, men måske med tiden se hvilken vej, vi er blevet ført.

Som jeg kan se det, så er vores udvikling bundet til vores menneskevæsen, men det tjener et højere formål, hvis allerdybeste mening, ligger udenfor den menneskelige opfattelse.  Det kan godt være, at mit ego har lyst til at sige noget andet. At selvfølgelig er jeg klog nok til at forstå de store sammenhænge – men går jeg bagom den stemme, så kan jeg godt overgive mig til, at altings sammenhæng ligger udenfor den forståelse, det – trods alt – begrænsede menneskesind – kan skabe en forståelsesramme for.

Men en gang imellem får jeg et kig ind i det, der er større end mig.  Som regel som et billede, der i et forholdsvis kort tidsspand, siger mere end mange ord kan.

Således kom også den her forståelse for vigtigheden af, at vi fødes ind i en bestemt religion. Netop fordi den bærer en kulturarv, der åbner muligheder for den personlige udvikling, vi er her for at få.

I disse (nye) tider, hører jeg en del tale om at trosgrænser skal nedbrydes. I den tale hører jeg sommetider den misforståelse, at nedbrydning af grænserne handler om, at vi skal blive mere ens – at vi måske ude i fremtiden, ligefrem kun skal have én spirituel tilgang.

Men det er ikke meningen.

For vi fødes ind i en religion, en kultur, en bestemt spirituel tilgang som en del af det grundlæggende fundament, vi bærer med os gennem livet.  Det hjælper os ind i livet – ligesom det i den sidste ende også hjælper os ud af livet.

I den mellemliggende tid har vi en ankring i et trossystem – og her skal nævnes at være ikke-troende – jo også er et valg, en tro – om end den har en lidt anderledes opsætning.

Enhver tro – uanset dens afsæt – definerer ofte en hel kultur, et helt land eller et helt folk.  Det kan være mange mange millioner – eller det kan være mindre fraktioner. Men nævner jeg Indien – vil de fleste straks forbinde Indien med hinduismen, for det er deres religion. Bhutan – buddhisme, Italien – katolikker – Iran – muslimer, indianerne – en holistisk spirituel tilgang osv osv. 

Disse forskellige trosretninger – eller spirituelle overbevisninger – har nogle grundlæggende principper i deres opbygning, der har fulgt folket altid. I disse opbygninger ligger der en form for grundkoder i hvordan vi færdes i livet. En hel masse opdragelse, viden og kultur – og desværre også en hel masse fortolkning, der gennem tiderne har skabt fraktioner med egne fortolkninger, der har skabt afstand og været – og stadig er – grundlag for konflikter og krige. Både i egne rækker, men også mellem de forskellige retninger.

I ord findes der mange lag – og i ethvert lag er der rig mulighed for at gribe til fortolkninger, så der er ikke noget at sige til, at de oprindelige ord i enhver spirituel tilgang, er tolket ud i forskellige retninger, der skaber fragmenter af dets oprindelighed med indhold af deres egne varierende grader af sandhed.

 

Tro har eksisteret altid – og vil altid eksistere. Dermed også muligheden for til enhver tid at (mis)tolke oprindeligheden i ethvert trossystem.

Men der er en vibration i alle trosretninger, i alle spirituelle tilgange, der har den samme klang. Den samme oprindelige tone. Hvis vi undlader at navngive denne vibration, men i stedet prøver at mærke den, så er den tilstede i alt. Således også i enhver spirituel tilgang, enhver trosretning.

Denne vibration ER den oprindelige kerne, hvis tone er den vi leder efter, den vi forsvarer, den vi diskuterer, den vi kæmper om at have rettigheden til osv. Men den er egentlig udiskuterbar, for den ER blot.  Den er i vores hjerte. I ethvert menneskes hjerte. Og den nærmeste følelse den kan beskrives som – er kærlighed. En uselvisk ren kærlighedsvibration, der er skabende i sin kraft. Symbolsk har jeg set denne forbindelse som et lysende punkt vi alle bærer – og som kan tændes som en on/off knap. 

Det er denne knap, jeg ser, er meningen skal aktiveres i os alle. Og at den i høj grad aktiveres hos flere og flere i denne tid.  I denne aktivering finder vi rummeligheden for de forskellige trosretninger og spirituelle overbevisninger. Så vi tillader nysgerrigheden at vinde, frem for kampen om hvem, der har ret eller ej. Hvem der skal forandre sig, og hvem der ikke skal. Osv. 

Denne aktivering er også den individuelles egen vej forbi de lag af misforståede tolkninger af den tro, de selv bærer. Så de her kan komme ind til grundkernen – til grundtonen. Og med den – opleve den frihed og kærlighed, der er til stede i grundstammen af enhver tro.

Forstil dig et stort gammelt træ.  Den har sin store træstamme og ud fra den går der grene, med flere grene, med kviste, med blade osv. 

Træets grundstamme er det der oprindeligt binder alt sammen – og de store grene, der skaber kronen, er de forskellige trosretninger tilknyttet forskellige steder, lande, folk osv.. På de grene skyder der (mis)forståelser ud fra både den enkelte overbevisning, men også ud fra det, der faktisk binder alle trosretninger sammen. Det vi hver især kan finde ind til, føler vi os kaldet til at lede efter det.

Så det handler ikke om at skabe en enkelt fælles tro – men om at åbne den enkeltes forståelse for, at vi bærer en grundtone i os, der skaber enhed og fælleskab. At der i den grundtone er RUMMELIGHED til at vi må bære og være den tro – eller ikke-tro – vi har lyst til og føler os tiltrukket af. Uden pres fra omgivelser – det være både de nære, men også i de større sammenhænge.

Så jeg ser, at vi sparer mange inkarnationers gentagelse af liv i et forsøg på at lære kompetencer, der har været forstyrret af kampen om troen, når on-knappen tændes og vi rummer og hylder forskelligheden. Ikke blot på tværs af trosretninger, men også indenfor den tro, vi selv læner os op af.  Så tillader vi os, at den er personlig og individuel, at den er udviklende for samhørigheden og fællesskabet, og at vi kan koncentrere os om at gå vores egen sti og se igennem de fejltolkninger, der gennem tiderne er tilskrevet de oprindelige toner og ord.

Vi står frit i at favne det trosfundament, vi valgte at blive født ind i.  Og frit til at kigge ind til naboen og opdage, at vi i bund og grund måske er mere ens, end vi går og tror.